Selvhjælpsgrupper

I Selvhjælp Fredericia-Middelfart har vi forskellige tilbud til voksne; både selvhjælpsgrupper og netværksaktiviteter. Her på siden kan du læse mere om vores tilbud til voksne.

SELVHJÆLP MOD ENSOMHED

Selvhjælp Fredericia-Middelfart igangsætter i efteråret 2023 selvhjælpsgrupper målrettet borgere, der oplever svær eller langvarig ensomhed.

Ifølge Sundhedsstyrelsen oplever én ud af otte danskere svær ensomhed, og der er derfor et stigende behov for at finde gode løsninger, der kan afhjælpe og mindske ensomheden. Derfor vil Selvhjælp i efteråret 2023 sætte gang i et helt nyt gruppetilbud målrettet borgere i Middelfart Kommune, der oplever svær eller langvarig ensomhed.

De fleste kender følelsen af ensomhed i kortere eller længere perioder, men for nogle sætter ensomheden sig fast og gør det svært at række ud, etablere og vedligeholde relationer eller tage del i eksisterende lokale fællesskaber eller foreningstilbud. 

Derfor har Selvhjælp i samarbejde med landsorganisationen Frivilligcentre & Selvhjælp Danmark udviklet et nyt gruppetilbud målrettet borgere, der oplever svær eller langvarig ensomhed – i første omgang pga. langvarig sygdom (1 år +). Der vil også være fokus på borgere på førtidspension, der lider af svær ensomhed

Med gode erfaringer fra en række andre selvhjælpsgrupper for mennesker, der oplever livskriser som sygdom, skilsmisse og sorg, ser Selvhjælp frem til at etablere de nye grupper, hvor mennesker, der oplever ensomhed, kan mødes med andre i samme situation og spejle sig i hinandens erfaringer, følelser og tanker. 

De nye ensomhedsgrupper i Selvhjælp er en del af et større projekt finansieret af Den A.P. Møllerske Støttefond, hvor grupperne bliver afprøvet i flere end 20 kommuner, herunder Middelfart Kommune. Grupperne bliver igangsat af frivillige facilitatorer, og hos Selvhjælp skal tre frivillige nu i gang med et særligt uddannelsesmodul målrettet de nye grupper.

Oplever du, eller kender du nogen, der oplever svær eller langvarig ensomhed? Kontakt os for at høre mere om de nye grupper.

STØT DIT BARN

Er du forælder eller nær pårørende til et skolebarn eller ung (aldersgruppe 10-24 år), som f.eks. har ADHD, aspergers, social fobi, angst eller depression? Eller har du et barn, som ganske vist ikke har nogen diagnose, men som uden tvivl har det rigtigt svært? Så er Støt dit Barn noget for dig.

Støt dit Barn er et tilbud til forældre eller nære pårøende til et barn eller en ung, der er psykisk sårbar. Vi ønsker, at familier med et barn eller en ung, der er psykisk sårbar, får hjælp og rådgivning, der støtter familien i at leve sammen, og som forbedrer barnets/den unges trivsel. Det gør vi ved at rådgive og fortælle om psykisk sårbarhed gnm. faglige oplægsholdere samt at tilbyde selvhjælpsgrupper, hvor forældre og nære pårørende kan erfaringsudveksle og sparre med hinanden. Selvhjælpssgruppen består af max. 10 forældre, og gruppen mødes 8 aftener i enten Middelfart eller Fredericia. Der startes en ny gruppe op hvert forår og efterår. 2 frivillige facilitatorer hjælper med at få gruppen godt i gang, og med at skabe en god og tryg stemning. 

Vi starter næste Støt dit Barn gruppe op d. 4. oktober 2023 denne gang i Fredericia. Program ses her på siden.

Mette og Tina der er frivillige i Støt dit barn vil afholde individuelle samtaler med interesserede og efterfølgende sammensætte gruppen, så deltagerne bedst muligt vil kunne spejle sig i hinanden. Kontakt os for at høre mere. 

På billedet ses Mette og Tina, der er friivllige facilitatorer i Støt dit Barn

KOM VIDERE MAND

Mange mænd kan have det svært ved at dele tanker og følelser, når livet gør ondt. Du er måske i en vanskelig situation i livet, blevet skilt, opsagt eller er stressramt. Måske har du bare brug for et nyt fællesskab, der kan bringe dig videre. Kom Videre Mand er lige noget for dig.

Kom Videre Mand hjælper mænd i krise igennem et fællesskab med andre mænd i samme eller lignende situation og er et gratis tilbud gennem Selvhjælp Fredericia-Middelfart.

Man mødes 8 mænd en gang om ugen i 8 uger. Hver uge har møderne konkrete emner, der er udviklet af mænd til mænd for at give hinanden værktøjer til at komme videre. Gruppesamtalerne handler om personlig udvikling. Der er to frivillige gruppeledere (mænd) med til at støtte gruppen.

Vi har fokus på følgende temaer i Kom Videre Mand:

♦ Tale om det, der er svært

♦ Styrke gensidige relationer

♦ Styrke færdigheder og ressourcer

♦ Styrke sit ståsted i livet

♦ Ansvarlighed og frihed

♦ Styrke kommunikationen i relationer - sige klart, hvad man mener

Vi starter nyt gruppeforløb op efteråret 2023!

SORGGRUPPE

Har du mistet din ægtefælle/partner, og har du brug for at tale om det og møde andre, der også er i sorg? Kom med i en sorggruppe.

Sorg er et livsvilkår, og det skal der tales om. I en sorggruppe lytter man til hinanden, støtter hinanden, udveksler tanker og kommer ind på de mange følelser, som sorgen rummer. Fællesskabet med andre, som også har mistet, kan hjælpe dig med at bære sorgen og hjælpe dig igennem den forandrede hverdag. Sorggrupper kan således mindske følelsen af ensomhed og meningsløshed, og mange finder støttte i at høre, hvordan andre har tacklet sorgen. 

Sorggruppe

Hold dig opdateret med vores nyhedsmail

Selvhjælp Fredericia-Middelfart

Sundhedshuset, Dronningensgade 97, bygning B 7000 Fredericia
Teglgårdsparken 17 - 5500 Middelfart
Tlf.: 72 10 67 73
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Man–tors kl. 9.00-13.00